Indlæser Begivenheder

OPERABRUNCH MED BOBLER

januar 27,11:00 - 13:00

Vi får besøg af hele to skønne sopraner og én russisk klavervirtuos denne hyggelige januarformiddag på Odsherred Teater. Teatercaféen sørger for lækker brunch og bobler.

De to sopraner Camilla Button og Annemette Pødenphandt synger året ind med et sprudlende, festligt og farverigt program bestående af duetter og arier fra bl.a. Puccini´s Madame Butterfly og Gianni Schicchi, Mozart´s Don Giovanni, Strauss´ Flagermusen, Offenbach´s Hoffmanns eventyr og Delibes´ Lakmé. Musikken bevæger sig legende igennem både komik, drama, glæde og tragedie, og introduceres af sangerne selv. Ved tangenterne sidder den unge russiske klavervirtuos Maria Esphai.

Camilla Button er studerende ved docent Lars Thodberg Bertelsen i solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium.
I juni 2017 modtog Camilla Viggo Makwarth’s og Hustru Veronika Makwarth’s Musiklegat.
Efter at have vundet to af DJMs interne konkurrencer optrådte Camilla som solist med Prinsens Musikkorps i april 2016 og med Aarhus Symfoniorkester i juni 2016.
Camilla optræder jævnligt som solist med kor og orkestre i Jylland; i december 2017 med Randers Kammerorkester og Jysk Akademisk Kor i Sct. Mortens Kirke Randers og i januar 2018 med Det Jydske UnderholdningsOrkester til nytårskoncerter i Skagen med Bobo Moreno og Jens-Christian Wandt. Desuden er hun en del af Det Jyske Vokalensemble, som primært beskæftiger sig med tidlig musik og ledes af Lars Colding Wolf.
www.camillabutton.com

Annemette Pødenphandt debuterede fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus i 2016. Hun favner et alsidigt repertoire og fortolker med stor autenticitet forskellige stilarter. Sammen med dukkefører Astrid Kjær har hun stiftet teater AniMaNi, som havde premiere på deres første forestilling “Den du fodrer”, med musik og tekst af Lasse Schwanenflügel Piasecki, i 2016. Senest har hun medvirket i Ylva Kihlbergs opsætning af Puccini´s Suor Angelica, som skal på turné rundt i DK og Sverige i 2018. Med guitarist Mikkel Egelund og cellist Alexandra Carlgren udforsker hun både den spanske samt den helt ny-komponerede musik ved en række koncerter rundt i landet, og hun er fast tilknyttet solist i Trinitatis Ensemblet som primært beskæftiger sig med tidlig musik.
2018 byder desuden på liedkoncerter i samarbejde med pianist Maren Marie Tange samt en opsætning af Poulenc´s La Voix Humaine.
www.podenphandt.com

Køb billet